Bland dig udenom!

Foredraget handler om de oplevelser som min søn Emil og jeg har været igennem, siden han som 15-årig blev del af et ungdomsmiljø, hvor de fleste røg hash og så stort på de mulige konsekvenser. Verden lå for hans fødder, han var uovervindelig og hashen gav ro på i kølvandet på en periode med usikkerhed, som vi ikke havde fået talt om. Livet skulle leves til fulde i gymnasietiden. Det var nogle hektiske og forvirrende teenageår med højt til loftet og fuld fart på frigørelsen fra konformiteten.

Små tegn på ændringer i Emils adfærd begyndte at vise sig, og vores mistanke og forsøg på at kontrollere ham blev mødt med vrede, og han trak sig så meget som muligt fra kontakten med os. Vi kom længere væk fra hinanden, og vores relation blev dårligere.

I foredraget får tilhørerne historien fra to sider, og vi deler ud af vores erfaringer med, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede, da vores relation var udfordret af en tredje part – hashen. Vi fortæller også om, hvordan vi fandt hinanden igen som mor og søn med respekt for hinandens forskellige holdninger til brugen af substanser og livet generelt.

Jeg fortæller om:

  • Hvordan jeg oplevede det som forælder at have mistanke om, at noget ikke er, som det plejer.
  • Den evige skyldfølelse, den dårlige samvittighed og hvad jeg gjorde for at justere min opfattelse af forældrerollen.
  • Dilemmaer og valg. Balancen mellem forsigtighedsprincippet og angsten for at gøre ondt værre ved at konfrontere Emil med, at han røg hash.
  • Hvordan jeg søgte hjælp til at genoprette min relation til Emil og blive bedre til at støtte ham.

Emil fortæller om:

  • Hvordan ungdomsmiljøet på gymnasiet påvirkede hans selvforståelse.
  • Hvordan han isolerede sig mere og mere fra sin familie, hvordan vennerne forsvandt og blev skiftet ud med dem, hvor fællesskabet drejede sig om at ryge hash.
  • Sin oplevelse af forældrenes måde at håndtere forløbet på.
  • Vigtigheden af ikke at gøre det til et spørgsmål om, hvem der har skylden.

Vi fortæller hudløst ærligt om rejsen, vi har været på sammen, og hvordan den har bidraget til, at vi i dag både kan og vil dele vores historie med andre.

Husk at arrangører af litterære arrangementer kan søge om tilskud til forfatterens honorar her

Lenette Tvernø

Lenette Tvernø